En sommernat i juli mister jeg fodfæstet.
Hele dagen har kryb i mit hoved krybet sig længere ind i mit tankesystem og vækket et ubehag, jeg ikke før har kendt til. Jeg havde godt forudset den storm, jeg ville ramme ind i, men ikke forudset, hvor stærk den ville være, og hvor magtesløs den ville gøre mig.
Som at løbe i hagl, der kun fortsætter med at slå hårdere, skarpere ned mod huden, kun med én tanke i baghovedet – at det snart må have en ende. Det ville være mest logisk, at den her historie fik en bedre slutning end dens begyndelse, selvom ingen logisk årsag kan forklare, hvorfor dette øjeblik skal opstå netop nu. Det er ikke retsindigt, men jeg har for længst accepteret situationen og sætter ikke længere spørgsmålstegn ved handlingen, som om jeg var en bog eller et tv-program.
Jeg flygter langs rendestenene, bevæger mig parallelt med murstensbrikkerne, der fortsat er det eneste stabile i denne tilstand, hvor jeg slingrer fra højre til venstre og mod højre igen. Prøver at overkomme en frost, der har valgt at bosætte sig i min krop og i mine omgivelser, som om, at den er uomtvistelig og bør være til, velvidende om, at dette ikke er sandheden.
Jeg troede, at det var repareret, mit hoved, at jeg var i kontrol igen og havde førertrøjen på. At jeg bestemte, hvor og hvornår og hvorfor, men sådan skulle det ikke forholde sig. Dét er i udu, jeg ser en grim verden, hvor omgivelserne er kulisser, og ordene fra de omkring mig er indøvede, og jeg tænker, at jeg ikke bør deltage i forestillingen længere. Jeg er blevet en statist på den scene, hvor jeg burde være hovedrollen. Det eneste jeg er i kontrol over er min vejrtrækning, som alligevel haster sig fremad for hvert sekund, der går, meget hastigere end det tempo, jeg kender til. Føles som at trække vejret gennem et maskineri, uden adgang til rent ilt.
Jeg håber på at kunne flygte fra min krop, som hvis det ikke var min egen, men én til låns. Finde en krop, hvor jeg kan føle mig tilpas i den og dens åndedræt. Det er et uvant vakuum, og mit hoved fortæller mig, at jeg er en skavank. Det er ikke, noget jeg har valgt, og nu er dét, jeg troede var mit hjem, et sted, der ikke længere vil genkendes i mit selvskab. Min krop som tilflugtssted er blevet til et drivhus med skår, og jeg står på kanten til ulykke.
Uroen baner sig vej under min hud og fordeler sig fra mine tæer op til hjernen, som ukrudt, der sætter skud, de steder, der ikke bør angribes af uanmeldte gæster. Jeg er i en styrkeprøve med og mod mig selv. Jeg forsøger at bekæmpe tankerne med mine egne og er i uvished om, hvilke der tager sejren. Træffer en beslutning om at genvinde kontrollen og håber, at dette bliver sidste gang, jeg skal stå over for denne test, jeg selv har konstrueret reglerne for.
Jeg haft hovedet begravet i madras i lang tid nok nu. Rejser mig, går i rundkreds i stue, i badeværelse, i køkken. Jeg har mistet appetitten, min tunge er blevet katterug, selvom jeg ikke har brændt mig. Rystende over hele kroppen, jeg ligger krøllet sammen som tyndt papir. Måske jeg finder nydelse i dette øjeblik i morgen, måske det har været det hele værd i alle disse år, at jeg har kunne stå op lettere, smallere end dagen forinden. Selvom jeg er indbildsk og kan narre mig selv, tvivler jeg på det denne gang.
Jeg tænker mig hen et andet sted, som historien plejer at ende med.
Vigtigt
Hvorom alting er, er det værd at huske på, at selv i tider, hvor man kan miste troen på at kunne finde vej ud af modløshed, er der stadig håb, hvor uanseeligt det håb end føles.
