Fluer i flok
Til tider kan roen larme. I sådan en grad, at jeg ikke kan fæstne mit blik eller fastholde fokus.
Tanker er en underlig størrelse. Især fordi de er så flygtige. Som ihærdige fluer i flok. Jeg har fra tid til anden kæmpet med en grundlæggende uro, jeg aldrig troede, jeg ville slippe af med. Med "uro" mener jeg grundlæggende at have svært ved at bevare fokus og have såkaldte "tanke-spiraler", som manifesteres og udvikler sig. Oftest generaliserede bekymringer, der skaber frygt. Svære at forklare og endnu sværere at trodse.
Det tog engang pusten fra mig. Ikke som i hver dag, hele tiden. Men når jeg ironisk nok var i mest rolige omgivelser. Dér fandt jeg mig selv vende og dreje og føle mig fanget i negative tankemønstre, der kun førte mig på afveje. Tankerne var flygtige og i flok, at det var håbløst at trække skuldrene ned. Til sidst erkendte jeg, at dét at finde ro, ikke var en mulighed for mig personligt. Jeg var overbevist om, at mine grundvilkår var anderledes end andres, så jeg flygtede. Hvilket aldrig hjalp. Jeg gad ikke forstå, hvorfor jeg var urolig. Og for de år tilbage var tiden ikke til, at samtalen om det mentale helbred var en del af populærkulturen, og det var ikke "normalen" at snakke om at føle sig anderledes skruet sammen. Derfor gav jeg det ikke opmærksomhed. Men på denne måde, problematiseredes mine tanker, og jeg gav dem lov til at arbejde sig videre i en grimmere retning end nogensinde før. Det var først her, at jeg indså, at det var noget, der skulle reageres på.
Tanker og fokus
Jeg indså, at mit indre ikke kom til at "forbedre sig" og automatisk blive modnet med tid. Det har været afgørende for mig at acceptere, at det nu engang var sådan. Og derfra blive opmærksom og nysgerrig på at forså hvorfor. Jeg læste og lyttede både på nettet og i samtaler, og blev bekendt med forskellen på tanker og fokus. Både fænomenerne hver især, og særligt hvordan de spiller sammen.
Forestil dig tanker som running sushi. Du kan ikke styre diversiteten eller mængden af den sushi, der bliver serveret. Heller ikke hvor hurtigt, båndet kører. Men du kan altid håndplukke, dem der falder i din smag, og samle dem på tallerkenen. Udvælgelsen er fokus.
Som 17/18-årig var dette billede underligt nok, sindssygt vigtigt for mig at holde fast i. På den måde, blev jeg mindre fremmedgjort over for mine egne tanker. De var ikke en stor uhyggelig størrelse længere, jeg ikke havde kræfterne til at tøjle. De var bare sushi. Jeg begyndte derfor at arbejde med at skifte fokus og på den måde langsomt tage afstand fra uroen og de mange katastrofetanker, der indimellem farede forbi. Det var også en tid, hvor jeg begyndte at skrive meget igen. Jeg brugte det, som et redskab til at være i kontrol. Jeg begyndte at forstå, hvordan (mit) hoved og adfærd spiller både med og imod hinanden.
Indlær klichéerne
Jeg er helt med på, at dét at skabe fokus, kan lyde utrolig kliché. Og jeg tror ikke, at slogans eller reklamesøjler fikser det indeni. Det lyder godt og klogt, og vi kan læne os tilbage og nikke anderkendende, når vi hører dem. Men faktum er, at de registreres i hovedet lige dér, idet du ser dem på plakaten. Og så går du videre og får øje på en sød hund eller en flot ejer.Pointen er, at talemåderne er til for at blive. Men ikke bare for at lyttes til, men at blive indlærte rutiner.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der virker for andre. Der er ikke et entydigt svar på, hvordan man opnår mere ro. Men det har været altafgørende for mig personligt at lære at skifte fokus. Det var først derfra, jeg begyndte at reflektere over, hvorfor jeg blev ved med at vende og dreje mig om natten. Hvorfor 1 time blev til 5.
Når alt kommer til alt
Med tiden blev jeg bedre til at være åben over for ubehag. Med det sagt, er det aldrig en nem og lige sti at forstå, hvad der egentlig foregår oppe på første og hvorfor. Man er aldrig færdig med at forsøge at styrke den. Og det synes jeg egentlig er lidt lækkert at tænke på - at det er et univers for sig, der altid vil være "under udvikling".
Men jeg ved, at det kræver bevidsthed og dialog at bryde ud af visse tankemønstre. Og man er nødt til at væbne sig med tålmodighed. Jeg håber blot, at jeg tidligere ville have forstået, at tanker ikke skal skabe barrierer, men muligheder.
