Altid har jeg haft svært ved at finde rundt i konceptet omkring den eneste ene, livets følgesvend, ens udkårne, sjælevenner...
Ligegyldigt kæreste har jeg ikke kunne få mit hoved til at absorbere tanken om at være med ét menneske resten af mit liv. Eller jeg synes egentlig rigtig godt om tanken. Men jeg har aldrig rigtig selv haft den - eller ment den. Jeg har været i forhold, hvor jeg hoppede med på tanken, desperat forsøgte at omvende min hjerne til at tænke, at dette forhold skulle være forevigt. Med børn & det hele. Dog uden at have troen.
Udover ulykkelige og ømme relationer. De får mig til at tænke tilbage i de par måneder, hvor man er udkørt af tankekryb og ængstelighed, at det selvfølgelig er dem, man skal bruge hele sit lange forevige liv med. Så løber man rundt i cirkler og slår kolbøtter for, at de synes om en, uden at man ved hvad de hedder til efternavn. Fordi det eneste han har vist af sig selv, er at han kan skrive et par gange om ugen og grine af sine egne historier.
Lige dér tænker man: "Der var han."
Og når man så finder en god fyr, der er sød&rar, behandler en som var man med i en film og formår at leve op til alle de krav man stiller til et sundt og givende forhold, så er det ikke det. Så er det en kridttavle.
Er det kun den ikoniske jagt, der kan sætte gang i den-eneste-ene-følelser, eller kan de opstå under det dybe, respektfulde, sunde forhold?
Hvornår ved man, at det er helt rigtigt?
