Kl er 10, når jeg møder ind, og allerede dér venter jeg på den halvtunge lugt af gang, personale og stationære computere, der møder mig i opgangen på vej ind. Det er ikke fordi jeg afskyr den, men den konfronterer mig hver gang med, hvorfor jeg er her, og hvem jeg gør det for. Taster kodeordet til den brede messingdør og går 12 skridt op ad rundtrappen, indtil jeg begiver mig ind af hoveddøren med det meget fornemme logo på.
Selvom jeg forsøger at være afslappet, når jeg bevæger mig ned af gangen, kan jeg ikke lade være med at trække lidt i skuldrene – de hives instinktivt en halv centimeter op – og halvsmile dét forvredne, stive smil, som alle jo sagtens kan se ikke, er et jeg har fået ved fødslen. Det har aldrig været mig, det her, tænker jeg og hilser godmorgen til alle på vej ned til mit hæve-sænke-bord.
Alt for længe har jeg stillet op til noget, der ikke lå mig nært. Jeg tror ofte, vi tænker, at når det kommer til job, karrierer, til professionalisme, skal vi bøje os og vende os i svære former, som vi skal trænes os til og øve os på, så den næste forstår, hvor dygtige vi er. Men oftest er det dét, der findes mest naturligt, man er dygtigst til.
Jeg tror det kan tage en krig at finde frem til, lige præcis dét. Mange bruger hele livet på at spekulere over, hvad de interesserer sig for og hvilken karrierevej, der bringer dem glæde. For ikke at ende i en evig gætteleg, forsøger jeg selv at gøre mig klogere på mine egne interesser og lyster ved at prøve alt dét af, jeg ønsker lige nu. Ikke regne ud, hvilken stilling det kunne give mig om 5-10-20 år fra nu, men hvad der trækker i mig her nu. Det er virkelig det eneste, der har virket.
Derfor har jeg nu gennem mit korte voksenliv levet ud fra tesen om at planlægge korte udsiger – hvilket indebærer et forsøg på at være til stede, hvor jeg er, og undgå unødvendige bekymringer omkring underlige fremtidshorisonter. Trække mig tilbage og tage fuldkommen afstand fra mit meget nedbrydende 18-årige sind, der var ved at gå ned med stress over arbejde og arbejdsforhold.
Fordi hvordan kan man vide, hvad man vil resten af sit liv lige her & nu?
Tankemåden ved at tage en dag, uge, måned af gangen har reddet mig utallige sengeløse nætter og bidraget med en tillid til mig selv og livet. På den måde får jeg følelsen af at være ærlig over for mig selv og ikke lyve mig ind i et fremtidscenarie, som jeg ikke kan identificere mig med. Det kan lyde enormt stort, men det er virkelig rigtigt. Derfor har jeg valgt at fortsætte ned af samme stig. Den kan være mosset til nogle gange, og der er indimellem virkelig også nogle underlige fund på vejen, men det har gjort at jeg, uden alt for stor nervøsitet, kan fortsætte med at være nysgerrig på mig selv og mine interesser, som de ser ud nu.
