Jeg kaster indimellem skygge over ham. Kærlighed var en investering. Forelskelse var et usynligt sår og et uhelbredeligt et af slagsen. Men også en lidelse, der kunne bære på mange tunge ting.
Vi følges ind til byen ved midnatstid. Du gider ikke køre offentlig, så vi har allerede brugt for mange penge på en taxa. Lørdag aften. Inde på den tilrøgede klub danser neonlys i mørke, og jeg river mig med til en ustyrlig bas, der giver min krop mening. Mit tøj lugter altid efter vores korte visit. Bekendte ansigter overalt. Det er begrænset, hvem jeg bør tale med. Mit øjekast over mod en bekendt fyr bliver til din spidse kommentar, som bliver til en usammenhængende diskussion, som bliver til et hvæs, et spyt, et skub.
Jeg gider ikke forklare, forklare, forklare og slet ikke herinde. Det nytter alligevel ikke, mit sprog er genbrug af dit.
Du kan også bedre lide at snakke end mig og synes godt om din egen stemme, selvom den efterhånden er blevet rusten. Jeg konfronteres med kringlede forklaringer, der fortæller mig, at jeg er idioten. Ufuldkomne sætninger, beruset monolog, som jeg med tiden har lært at finde mig i.
Hjemad og frosten skærer mig i kinderne. Jeg har trukket mit halstørklæde helt op om til min mund og har bidt i det, så det er blevet vådt og koldt. Lysegråt, som dit, fordi vores tøj passer sammen i sort, hvid og grå. Du kan ikke lide hysteriske farver, ved jeg. Vi har drukket for meget begge to, alligevel er jeg tungest i kroppen og fjernest af sind. Du skal bære mig hjem i tågen af spiritus og hysteri. Vi bliver ved med at gå i cirkler.
Vores skikkelser kaster skygge over Københavns gågader, og jeg kan ikke lade være at betragte os som et skyggespil op mod murene.
Jeg har aldrig husket turen hjem, men jeg husker, hvordan vi ankommer og lægger os i din dobbeltseng. Et åbent vindue har fugtet lagenerne, og det er kun blevet koldere at ligge sig under dynen. Svagt lys udenfor vores vindue, selvom jeg ikke føler en ny dag nogensinde vil begynde. Vi har ligget ubevæget i nogle timer. Det føles som en trance, et kaninhul, jeg som Alice ikke kan flygte fra. Sove. Vågne. Sove. Jeg vågner ufrivilligt igen. Dit åndedræt har larmet i lidt tid, og dine øjne er lukkede i. Jeg ved godt, at du ikke sover, men sætter pris på dit skuespil.
Vi føler os til rette på en teaterscene og har altid underholdt publikum med vores mange fiaskoer.
Opmærsomheden finder sig godt til rette i vores selvskab. Folk griner og klapper typisk af de scener, vi optræder med, men denne her aften har vi fundet ud af, at det er nemmere at være tavse. Jeg stirrer ind i dit ansigt. Dybe render under øjnene, sprukne læber. Jeg slikker på dem og beundrer en smag af jern.
I lang tid har vi båret på det, vi følte var det kostbareste i denne verden. Jeg har aldrig forventet noget af dig, men alligevel frygter jeg, at vi bliver normale og udkørte som de andre, vi kigger på og ler af. Alt er hårdt, men let med dig, og efterhånden som dagene flyder sammen, husker jeg ikke mit hoved uden dit. Jeg bliver ved at spørge mig selv om, hvilken pagt, vi har, fordi jeg bliver forvirret, når jeg ikke kender reglerne, og i den her uregelmæssige usammenhængende gåde, kan jeg ikke længere tænke klart.
Det er blevet sværere at trække vejret, nu hvor vandet omkring os er frosset til og frosset fast på huden, så den er blevet tyk. Vi er den største udfordring, og jeg føler mig stærk, hver gang vi overlever. Jeg prøver at spille med på dine lege, men jeg er dum, og du er skør. Det er ikke din skyld.
Selvom alt skal have en ende, forholder jeg mig stadig stum.
