Husker du morgenen i september?
Vi løber den lange vej hjem gennem indre by med vådt hår, våde sokker og med kærlighed i øjnene. Farer op på 3. sal, et skridt bagved dig. Jeg undrer mig over, hvorfor du har taget så grimme sko på. En blød pakke Blå Kings i din venstre hånd. Min hånd i din højre.
Nedbrændte stearinlys flakker i et askegråt lys i vindueskarmen. Her er koldt, næsten tomt i den endeløse entre. Vi er umættelige og føler samme rus over natten i vores tosomhed. Københavns gågader er netop vågnet. Vinduet viser gadens morgenlys, hvor en høj ranglet mand kæmper med at få sit bagagerum åbnet til bilen. På vej til sit kontorarbejde. Vi står selv i røg og klister med afventende blikke.
En mandestemme indefra køkkenet kalder mig hen. Du er i ét med tapetet. Dette er din legeplads, og jeg kan ikke følge med. Målrettet prøver jeg, men snubler over egne fødder. Jeg trækker på smilet, selvom tiden ikke er til det lige nu. Men jeg har altid prøvet at få vendt dine mundvige, selvom de for tiden er fæstnet nedad.
Du ser ned på mig med tunge øjne i et vildredet blik. Din mund bevæger sig til musikken fra rummet ved siden af. Rytmen er intakt. Her smager af uro og cigaretter, og jeg kigger ned på din hånd med en smøg mellem pege- og tommelfinger. Lugten af røg svider i mine øjne, men klæder rummets dæmpede nuancer.
Her er højt til loftet i den nymalede lejlighed. Stukken over os pynter rummet, som ellers står tilbage tomt, men stolt. Du skuer over på mig med et indbydende smil. En dreng med blækøjne og tandpastasmil. ”Det er til dig”, spytter du med dine ord, så jeg bliver våd i ansigtet. Jeg forstår ikke, hvorfor festligheden ikke er slut nu, nu hvor der ikke er mere at fejre. Men jeg sluger mine ord og kigger ned på hvad, der bader på det blanke marmorbord. Kniber mine øjne sammen. Jeg vil kun være med, når du er her. Og er her til at holde min hånd.
En stykke af mig danser væk og forsvinder ind i det andet rum. Men min krop bliver her, hvor vi lister rundt om hinanden. Betragter hinanden med umage, frygt og kærlighed i øjnene. Velvidende om at ingen andre forstår alt det, som foregår i vores verden. I de rammer, vi selv har opfundet. Vi er små. Ingen af os har hår på brystet endnu, så vi kæmper begge om pladsen.
Du lister væk ud i gangen. Mine øjne er sømmet fast til vinduet og min mund er harpiks. Jeg har glemt, hvordan vi endte her. Men jeg har brug for, at du aldrig går, fordi ellers er jeg alene om festen, der aldrig slutter. Bliv lidt her og hold om mig. Selvom du kan have et fast greb.
