Vi løber ned mod søen ned gennem stierne i birketræskoven. I et tempo, hvor overkroppen er ved et trille ned over skovbunden. Mine ben kan næsten ikke følge med. De er heller ikke så lange endnu. Retning er ubetydelig, blot det går nedad. Ned mod søen. Skovbunden er lysegrøn og dufter af vådt træ. Lugten kilder i mine næsebor, og jeg begynder at grine.
Jeg kigger tilbage og kan se, at de to andre er et godt stykke fra mig. Vi leger skyggeleg. I hastigt tempo bevæger vi os udenom de lyspletter, hvor solen trænger gennem trækronerne. Vi løber om kap og undviger solens skarpe lys. Vi er kun tre. Ella, Sophia og mig. Ellas hår er krøllet og kort. Det hopper i vinden, når hun løber. Sophia har lange og gyldne lokker. Jeg har fået fortalt, at mit hår aldrig kan blive så langt. Ligegyldigt, hvor mange vitaminer jeg spiser, vil det aldrig blive så langt som hendes. Jeg ligner lidt en trold med mit kridhvide hår. Men det er fint, jeg vil gerne være en trold. Født og opvokset i Tyllinge skov. Langt nordpå i Sverige, hvor her ingen forældre er. Vi kan erobre hele skovriget. Selvom fuglene flyver højt, er vi højere end dem. Større og stærkere og med mere luft i lungerne.
”Vi er i Bøgeland! Vi er skovens bøgeunger!”. Vi råber selvopfundne ord, imens vi farer ned af skovstien. Sommerens vilde råb lyder med ekko i vores ører. I kor kalder vi på solens stråler og håber ikke de rammer os. Vi kan næsten ingenting se, når solen står højt på himlen. En tung dråbe fra et birketræ falder ned på min pande og løber ned mod min mund. Regnvandet smager af bark. Jeg kan mærke min hals tørre ud og tænker kun på det rindende vand ved søen.
Jeg sætter i sprint og fæstner mit blik mod mine fødder, så jeg ikke falder i grenene på vejen. Ella og Sophia er stadig langt borte bag mig, men jeg kan høre deres ulvehvin med hjælp fra skovens efterklang.
Ingen andre end os, forstår hvad legen går ud på. Det er et kapløb. En konkurrence mellem os tre og modvinden. Ingen andre end os er i stand til at løbe så hurtigt ned ad skovbakken. Den er stejl og vælter mig lidt efter lidt forover. Et, tro, tre hastige skridt og overbalancen vinder. Min bare mave glider henover den våde jordbund. Grene og sten farver min mave.
En gråspurv har sat sig til rette i et birketræ og kigger forvirret på mig. Vi forstår ikke hinanden. Rød og forpustet kæmper jeg mig op på benene igen og orienterer mig. Endelig er jeg nede ved skovsøen. Vandet spejler skovbrynet og glimter i nuancer af grøn, gul og blå. Indimellem kan jeg se små ringe i vandet efter de tusinder af fisk, der har beboet vores sø. Nogle af ringene er enorme. Jeg tænker på den historie min far fortalte mig med gedden på titusinde år, der altid havde boet her. Jeg tror ikke på ham. Vi spiste geddefrikadeller til frokost i dag. Vi bevæger os rundt i kanten af søen. Det har lige regnet. Tunge sten ligger som en halskæde rundt i vandkanten. De sover side om side i dyner af mos. Fugtige og trætte. Mine tæer er efterhånden blevet farvet mørkegrønne. Jeg placerer min ene fod forsigtigt foran den anden, så jeg ikke glider på stenene. Jeg bøjer mig langsomt forover og samler et lille grønt glasskår op fra vandkanten. Det er mat og blødt. Jeg aer det mod min ene kind og lukker øjnene. Det skal hjem til samlingen, tænker jeg.
