Som et Vindstød

Jeg vil gerne italesætte de knuder i maven, der engang var sommerfugle, men i eftertiden kun gør ondt i mave, spænder i hals og presser vand ud af øjnene. Det må ikke tabuiseres, når kærligheden ikke lykkes. Det er her, vi vokser og lærer om vores egen værdi, præmisser og styrke.

Hans smil var svære at vinde
Men jeg gjorde det tit, som et strategispil
Hvor jeg endelig havde knækket koden
Jeg lod mig intimidere, når han så min vej
Af hans skarphed og elegance
Selvom ordene fra hans mund omfavnede mig, blev jeg lille

Men det er blevet svært
Han piller mig fra hinanden uden anelse
Jeg kritiserer mine ord mine tanker 
Prøver at forstå ham med gætteri
Og digteri, der ikke burde være til
Fordi han hverken siger fra eller til
Han holder sin mund, som det passer ham
Passer på sig selv og på mig indimellem

Langsomt bliver jeg fjern fra mig selv og fra det, 
jeg førhen har kendt til kærlighed 

Det krøller min hjerne sammen
At være her
Hvordan han holder min tillid og ærlighed i hans hænder
Og knuger om det med kraft
Jeg bliver en flue i et væv, vi har skabt sammen
Som han for længst er sluppet fri fra
Fordi han går ubemærket, ubekymret rundt i en verden jeg ikke kender til

I afdæmpet lys på min altan, højt oppe på 3.
Hvor udefrakommende ord og øjne
Ikke kan nå herop 
Eller herind, hvor det gør ondt
Træffer valget om mit velvære først 
Velvidende om at det skulle have været sådan for længst
Nu er vi nået til faldet
Og jeg tog ikke fra tids nok
Fordi jeg denne gang lod mig rive med
Som et vindstød, hvor jeg blot håbede, at blæsten ville blæse min vej
Tillod at lukke dig ind
Give dig det, jeg havde glemt fandtes

Men min plads er ikke i din varetægt længere
Det var ikke meningen, det ser jeg først nu
Mod nærmer mig igen
Mod indefra og til det omkring mig
Som stadig er ligeså levende som før
Selvom det ikke føltes sådan for lidt siden

Jeg er i lære
Af bump på vejen
Som kildede i maven, da vi var i løb
Men gjorde ondt, da vi væltede
Jeg rummer dem og det, selvom det er datid

Bestemmer mig for
At det ikke er sidste gang
For dette er ligesom vinden
Uudholdelig modvind og storm sommetider
Som slår os omkuld, laver ugler i håret og fjerner al form for retning 
Men uden vi forventer det, kan den stilne
Pludseligt
Og fører os steder hen i medvind, vi aldrig havde forestillet 

At mærke er at vinde
Og ligegyldig alt havde jeg glemt, at det var så simpelt

Så Tak

Læs andre tekster...

Back to Top