En indre kamp
Det at være god nok er en tanke, jeg tit tumler med, og som jeg ved, at jeg deler med mange. For mit vedkommende er det både en kamp om at feje den indre konkurrence væk og samtidig leve op til en standard, der i realiteten ikke skaber andet end udfordringer i dagligdagen.
Alene har jeg tendens til at diagnosticere mig selv. Med andre gør jeg det i det skjulte. I virkeligheden lider jeg nok af mine egne selvopfundne krav og høje forventninger. Presset er en illusion og én, der bør punkteres. Der er mange udfordringer, som jeg er overbevist om ligger foran mine fødder, men hvor størstedelen af i virkeligheden er imaginært. Forestillinger, jeg har gjort mig, som ikke er bygget op på noget konkret. Selvkonstruerede og selvforskyldte.
Det er du ikke modig nok til
Det er du ikke dygtig nok til
Det er du ikke smuk nok til
Tanker, der er svære at flygte fra. Især, når de er blevet indbyggede vaner. At have så travlt med sin egen præstation kan resultere i en hverdag, der passerer ubemærket forbi, hvor selvkritik er omdrejningspunktet.
Selvindsigt er nummer ét
For mig handler det først og fremmest om bevidsthed og en anderkendelse af, at de eksisterer. Konkurrencen foregår for mange udelukkende i det ubevidste. I mit tilfælde har jeg lært at blive opmærksom på min egen dårlige behandling. Jeg er klar over, at tankerne bider i mit øre og aldrig gør underværker.
Man vil tilnærmelsesvis gerne blive forstået, også med ens individuelle facetter og opfattes for at være ‘god nok’. Men det at være god nok i andres øjne er en evig kamp. Kampen er fuldstændig forskellig alt afhængig af, hvem man vælger at tage kampen op imod. Det kan være en stor kærlighed, en vennekreds, en hel samfundsgruppe. Nogle gange kan man såmen kreere en forestilling om, at hele verden ikke forstår een. Hvad enten det gælder karriere, selvbillede eller social status. Det føles som et grundlæggende pres. En nem forklaring er, at presset er skabt af samfundet og samfundets syn på, hvordan et succesfuldt moderne menneske skal agere, og hvad det skal indeholde. Det er reklamesøjler, mediepersoner, talsmænd eller en konstante påmindelse på vores blanke skærm, der minder os om hvilke rammer eksempelvis et udseende skal holde sig indenfor, hvis det skal accepteres i andres øjne. Dog mener jeg, at det helt grundlæggende ‘pres’ oprinder fra vores egne tanker.
Sammenligning
Tankerne sværmer om fænomenet ‘sammenligning’. Den indre kamp er oftest rodfæstet i en sammenligning, der munder ud i en konkurrence. Faren er at forbande sig selv og udelukkede at fokusere på sine egne mangler op imod andres egenskaber.
Man kan være opsat på at skulle løbe ligeså hurtigt som alle andre på alle parametre. Pludselig forbinder man andres tidslinje og historie med sin egen.
At sammenligne kan gavne til tider, idet man kan bruge sammenligning til at kigge på andres succeser og at lade sig inspirere. Men realiteten er dog, at denne vej ikke altid gør sig gældende. Besættelse over forholdet mellem andres og sin egen præstation kommer det tit i forkøbet, netop fordi balancen mellem konkurrence og inspiration er enormt fin. Det at se sig selv overfor andre sker ubevidst, og derfor har vi ingen kontrol over at vælge egenskabet fra. Men dét vi har kontrol er, hvilket formål sammenligningen skal have. Nemlig at bruge andre som inspiration, ikke en stopklods.
God nok for mig selv
Tankerne er afskygninger af samme grundlæggende følelse: Ikke at være god nok. Man er nødt til at stoppe op og spørge sig til – god nok for hvem? Fordi svaret bør jo egentlig ikke pege hen på samfundet, en vennegruppe eller en sød fyr/pige. Svaret bør være enkelt: “God nok for mig selv”. Mere kompliceret er vejen derhen.
Selvværd og selvtillid
Det er vigtigt at italesætte disse to fænomener, da emnet cirkulerer omkring disse.
Selvtillid handler om det, du gør. Betydningen ligger egentlig i ordet: tillid til sig selv. Tiltro til at du klare dig godt i forskellige områder i livet; karriere, social status eller andre bedrifter. Et spørgsmål om: “Er det godt nok, det jeg gør?”
Selvværd handler om det, du er. Tankerne og følelsen af at du er noget værd som menneske. Det omhandler et helt grundlæggende spørgsmål: “Er jeg god nok, som jeg er?”
På én måde er de to fænomener to forskellige størrelser, men samtidig kan de forstås som to sider af samme sag. Selvtillid kan sagtens påvirke selvværdet. Troen på en selv i forskellige områder smitter naturligvis af på troen på ens værd. Men der er flere eksempler, hvor selvtillid og selvværd ikke hænger sammen. Det kan sagtens være, at han/hun tænker, at have klaret det flot i skole eller på arbejde og derfor været dygtig på givne områder. Samtidig kan selv samme person bære rundt på følelsen af ikke at være god nok. I disse tilfælde er selvværd dét, der skal fokuseres på. Det kan ikke aldeles opbygges ved at forstærke ens selvtillid. Selvværd er et større benarbejde som, kliché nok som det lyder, skal komme indefra. Det kan være en evigvarende opgave. Mange starter sent i livet, og andre er allerede begyndt. Målet er først og fremmest at stoppe selvpineriet. Stoppe med at kæmpe for at brilliere. Starte med at lade tankerne få lov at fylde og lære at samarbejde med dem.
At tvivle
Man bliver konfronteret med sit væsen hver evig eneste dag. I alle områder af livet – små beslutninger, venner, tanker peger alle sammen tilbage på en selv. Hvis noget ikke udfolder sig som planlagt kryber tvivlen ind og kan sågar slå små flig af ens selvtillid. Og dette sker for alle. Også hende, der fanger alles opmærksomhed. Eller ham, der altid har været et skridt foran.
Når alt kommer til alt
Det kan være overvældende at tvivle. Derfor er dette vigtigt at slå fast: tidspunkter eller hele perioder som virker tvivlsomme og svære er kun midlertidige. De er foranderlige, og visse redskaber kan benyttes til at tage hånd om diverse usikkerheder.
(Redskaber, man selvfølgelig skal ud og hente fra andre end mig :)
Drømmen om at finde ro i sig selv og leve et liv uden unødvendig sammenligning er eviggyldig. Jeg har selv et mål om at give slip på jagen og mit ego og dermed have tillid til tilværelsen.
Alt det, der grundlæggende er mest dyrebart er oftest også det, der er mest banalt.
Det er ting og momenter i tilværelsen, der kan passere umærkeligt forbi og virke trivielt. Druknes i hverdagens selvopfundne støj. Det er ikke mit ønske. Og jeg tænker heller ikke, at det er dit.
