Jeg ved, at det er forkert,
Men indimellem tænker jeg mig tilbage
Til tomheden
Til kampen
Til skikkelsen i spejlet, som så tilbage med glasøjne og kold hud
Og altid vidste bedst selv
Hun var ikke ond, men stædig
Hun var ikke amoralsk, men egoistisk
Hun var min i lang tid, og jeg troede, at jeg havde givet slip
Fuldkommen
Men hun råber stadig på opmærksomhed og nærvær
Råber til mig, at jeg snart bør indse, at jeg ikke kan uden hende
Hvor naivt det er af mig at tro, at jeg vil finde tryghed i en anden
At jeg ikke forstår, at hun bare er en pige, der er blevet glemt
Rodløs og uvelkommen
Der sidder hun igen og kigger håbefuldt
Med sine knoglede ben over kors og drømmer sig tilbage
Til en tid, hvor hun fik lov at se alt
Dengang jeg viste hende min verden
Med kærlighed, latter og grænser, der skulle trodses
Med bare kroppe i havet
Der slangede sig med vandets lyd
Og svømmede langs hinanden
Som havfolk
Med kys på låret og saltvand i næsen
En verden fuld af festlighed og farver
Sommetider hun fik lov at tage føringen de aftener
Hvor promiller fik lov at bane vejen for adfærd og rationale
Hvor hun fik lov at sætte ild til forhold og grine dagen efter
Som var hun min stand-in
Der aldrig holdt sig til replikkerne
Hun savner min tillid
Hun savner spillet
Dengang hviskede de omkring os søde ord
At vi var nok
Men det betød intet
Fordi jeg var aldrig bedre end hendes ord
Hun ridsede sig ind under huden
Og gjorde løgne til en levevej
Konsekvent gjorde mig opmærksom på
Hvor langt jeg var kommet
Og hvor meget jeg havde at miste
Selvom jeg frøs
Smilte hun
Ben rystede
Selvom jeg var i hendes varme
Hun er opsøgende
Da hun ved, at jeg har fundet en
Der kæmper med mig, ikke imod
Som er stærk og som har lys i øjnene
Hun kalder
Velvidende om
At vi aldrig bliver ét igen
Det er hun ikke god nok til
Og jeg håber aldrig
At nogen tror
At hun er
